Verdis operaer

Oberto, conte di San Bonifacio
Oberto, greve af San Bonifacio
Libretto: Temistocle Solera

- efter en libretto, af Antonio Piazza, der formodentlig hed Rocester
 

Handlingen udspiller sig i 1228 i Italien, på Ezzelinos borg nær Bassano.

Personerne er:
 

Forhistorie:
     Oberto, greven af San Bonifacio, er blevet besejret af despoten Ezzelino da Romano, som er kejsertilhænger og vasal af Frederik II.
Han er flygtet til Mantua og har efterladt sin moderløse datter, Leonora, i Verona i en ældre tantes varetægt.
     Riccardo, den unge greve af Salinguerra, der nedstammer fra en fornem veronesisk familie og er Ezzelinos allierede, har under falsk navn vundet Leonoras kærlighed og har forført hende, efter at have lovet at gifte sig med hende.
     Senere er han imidlertid blevet forelsket i Ezzelinos søster, Cuniza, som er blevet efterladt på borgen i Bassano, mens hendes krigsgale broder igen er draget i felten. Denne gang mod Monselice, Padua og Montagnana.
     Riccardo har også friet til Cuniza, og Ezzelino, som fik hans hjælp til at erobre Verona, har ingen indvendinger mod denne forbindelse.
     Leonora, der først meget sent har fundet ud af Riccardos utroskab, har i sin desperation besluttet at gå til borgen i Bassano på selve hans bryllupsdag og afsløre sin forfører.

     Ezzelino da Romano optræder ikke selv i operaen, selvom det er hans regime der danner baggrund for handlingen. Han er prototypen på "den onde middelalderlige despot".
     Den virkelige Ezzelino var af tysk herkomst (heraf hans magtsyge) og regerede store dele af Norditalien i første halvdel af det 13.århundrede. Han holdt Verona fra 1227 til 1259.

1.akt - scene 1:
Et smukt landskab, nær borgen i Bassano
     Den unge grev Riccardo, som er på vej til sit bryllup med Cuniza, hilses med glæde af borgens riddere og damer. Bryllupsgæsterne håber at brylluppet vil betyde varig fred i regionen. Riccardo selv påpeger at hans våbenfællesskab med Ezzelino er det perfekte grundlag for en "stærk fred".
     Forsamlingen spredes og Leonora kommer til syne i dyb sorg. Hun begræder Riccardos troløshed, men er endnu mere tynget af den skam hun har påført sin allerede hårdt ramte fader, Oberto, ved sine fejltrin. Hun er fast besluttet på, at hævne Riccardos uhyrlige opførsel.
     Oberto er imidlertid også kommet, og har, uden at blive opdaget, sporet sin datter til dødsfjendens borg. Han bebrejder hende bittert at hun har bragt ham i fare og har tilsmudset hans ære. Den eneste måde hun kan genvinde hans faderlige kærlighed, er ved at afsløre Riccardos forræderi for alle i borgen.
     Leonora indvilliger. Begge fatter nyt mod og går ind i Ezzelinos borg.

1.akt - scene 2:
En storslået hal på borgen i Bassano.
     Cuniza, der er klædt på til sit bryllup, afventer sin forlovedes ankomst. Hendes hofdamer priser hendes skønhed og dyd.
    Riccardo kommer, men Cuniza kan ikke skjule sin uro og frygt: En mørk forudanelse overskygger hendes glæde. Riccardo forsøger at trøste hende. Han sværger hende evig troskab til døden.
     Straks herefter kommer Leonora ind i Cunizas forværelse og beder hendes fortrolige, Imelda, om en samtale med Cuniza - det er meget vigtigt.
     Overfor Cuniza afslører hun straks at hun er Obertos datter og fortæller at hendes frygtede fader snart vil vise sig.
    Før Cuniza kan udtrykke sin vrede over Leonoras påtrængende opførsel, kommer Oberto ind og beder Cuniza lytte og vise forståelse for hans store sorg.
    Cuniza, der er rørt over hans bøn, der er lige så pinlig, som den er farlig for ham, lover at hjælpe sin broders fjende så godt hun kan.
    Da hun erfarer at Riccardo har lovet Leonora ægteskab og derefter har forført hende, er Cuniza først lammet af rædsel, men hun får dog snart hold på sig selv og lover at stille Riccardo til regnskab øjeblikkelig.
     Cuniza fører Oberto, der ellers let kunne blive genkendt, ind i et tilstødende rum, hvorefter hun kalder sine gæster sammen og konfronterer den intetanende Riccardo med Leonora. Han har imidlertid straks en undskyldning klar: Leonora har været ham utro.
     Dette bekræfter blot Cunizas mistanker om at Leonoras beskyldninger bygger på sandheden. Leonora, der ikke vil finde sig i at Riccardo tilsviner hendes rygte, beskylder ham nu for skammeligt forræderi. Oberto, der ikke længere kan holde sig i ro, kommer nu frem og afslører sin identitet for de forsamlede. Da de tilstedeværende er kommet sig over chokket, beskylder Oberto Riccardo for forræderi og udfordrer ham til en duel.
    Riccardo føler sin ære angrebet, men vil ikke kæmpe med en gammel mand. Leonora føler sig forrådt. Cuniza mærker kærligheden blive til had i sit hjerte. Borgens beboere og bryllupsgæsterne ser nu atter freden truet.

2.akt - scene 1:
Cunizas private værelser på borgen i Bassano.
     Cunizas hofdamer beklager hendes bitre skæbne. Cuniza genkalder sig sørgmodigt den glade tid, da hun stadig kunne stole på Riccardos blik og følelser.
    Med tungt hjerte beslutter hun at overdrage ham til Leonora. Hun tager sin ulykkelige forgængers parti og sværger at hun selv vil lede den troløse mand til hende.

2.akt - scene 2:
Et øde sted lige udenfor borghaven.
En gruppe riddere beklager de ubehagelige omstændigheder, der har ført til afbrydelsen af de festligheder som de var inviteret til at deltage i.
     Oberto kommer til syne. Han skummer stadig af raseri og hans ære er stærkt beskadiget. Han har aftalt med Riccardo at duellere på dette dystre sted.
     Ridderne appellerer til hans sunde sans og fortæller ham, at han nu står under Cunizas beskyttelse og derfor ikke behøver at frygte Ezzelino. Den gamle mand sætter sin stands ære og sin hævnlyst over alt andet og vil ikke reddes, men insisterer på en blodig holmgang. Han forbander sin modparts navn og aner samtidig at han sikkert ikke vil slippe fra duellen i live.
     Da Riccardo kommer ind på kamppladsen og igen tøver ved tanken om at kæmpe med den gamle mand, håner Oberto hans familie og kalder alle Salinguerras for kujoner.
     Riccardo er nu delt mellem skamfølelse og raseri. Leonora mellem kærlighed og desperation. Oberto derimod tænker kun på blodig hævn.
     Cuniza kræver at den æreløse Riccardo straks skal vende tilbage til Leonora. Han giver, ilde tilpas, Leonora sin hånd til forsoning.
     Intet ville nu stå i vejen for hendes lykke, hvis Oberto bare ville holde op med at fable om sin ære, men selv den lykke der viser sig på hans datters ansigt, kan ikke afholde ham fra at søge hævn over Riccardo.
     Mens kvinderne går tilbage til borgen, går duellanterne ind i skoven.
     De nedslåede riddere afventer, hvad der yderligere vil ske og hører lyden af sværdkamp inde fra skoven. De går ind for at undersøge hvor lydene kommer fra.
     Riccardo kommer til syne med et blodigt sværd. Han er ved at blive gal og synes han hører den døende Obertos dødsrallen alle vegne omkring sig. Denne uhyggelige oplevelse vækker imidlertid for første gang en ansvarsfølelse i Riccardo. Han føler sig skyldig i den gamle mands død og beder Gud om barmhjertighed.
     Ridderne har fortalt Cuniza og Imelda om det skrækkelige, der er hændt. Leonora, der opholdt sig lige i nærheden af kamppladsen er besvimet.
     Cuniza tager Leonora i armene som en søster og trøster hende. Men Leonora er helt knust og føler sig skyldig i sin faders død. Hun kan ikke klare dette sidste slag.
     En budbringer kommer med et brev fra Riccardo, hvori han fortæller at han er flygtet ud af landet og at han har efterladt Leonora alle sine besiddelser, med en bøn om at hun vil tilgive ham.
     Den ulykkelige pige kan imidlertid ikke komme over tabet af sin fader. Hun beslutter at ende sine dage i en klostercelle.