Verdis operaer

I masnadieri
Røverne
Libretto: Andrea Maffei

- efter skuespillet Die Räuber af Friedrich Schiller.
 
 

Operaen foregår i begyndelsen af det attende århundrede, i Franken, Sachsen og Böhmen.

Personerne er:
 

  Grev Massimiliano Moor har to sønner, Carlo og Francesco. Carlo, der er ædel og eventyrlysten, er taget på universitetet mod faderens vilje. Francesco, en ondskabsfuld, intrigant hykler, er blevet hjemme.

1.Akt - scene 1:
En kro i Sachsen.
   Carlo sidder og læser Plutarch og drømmer om fortidens heltegerninger.
Han længes hjem. Hans kammerater, der er i lystigt lag, bringer ham et brev hjemmefra. Brevet indeholder ikke, som forventet, faderens tilgivelse, men derimod Francescos advarsler om fængsel på vand og brød, hvis han skulle vise sig hjemme.
   Carlo bliver først ulykkelig, dernæst rasende, og endelig går han med på kammeraternes ide om at danne en røverbande med ham som leder. De sværger hinanden troskab.

1.Akt - scene 2:
Hjemme på Moor - borgen i Franken.
  Francesco sidder hjemme og er sur over sin nedværdigende stilling som yngste søn, men samtidig godt tilfreds med faderens vrede mod Carlo. Den skyldes det falske brev fra Carlo som Francesco selv har skrevet.
  Han glæder sig til faderens død og grubler over hvordan han skal fremskynde den. Han tilkalder tjeneren, Arminio, og beordrer ham til, i forklædning, at fortælle den gamle greve at Carlo er død.
   Han glæder sig til at arve faderens magt, og praler af hvor modbydelig han vil være over for sine undergivne.

1.Akt - scene 3:
Grev Moors værelse.
  Gamle Massimiliano sover i en stol, hans niece, Amalia, våger over ham. Selvom han har ødelagt hendes lykke ved at bandlyse Carlo, bærer hun ikke nag. Hun tænker dog hele tiden på Carlo.
   Massimiliano drømmer om Carlo, og sover uroligt. Amalia vækker ham, og sammen sørger de over Carlo, Massimiliano tilstår at hans højeste ønske er at se sin yndlingssøn igen før han dør.
   Francesco genner den forklædte Arminio ind. Han fortæller en historie om Carlos død på slagmarken. Han medbringer Carlos sværd, på hvilket der med blod er skrevet en besked om, at Francesco skal gifte sig med Amalia. Amalia er utrøstelig, især over at Carlo tilsyneladende slet ikke elskede hende. Massimiliano raser magtesløst, hvorefter han falder i afmagt og ligger hen som død. Francesco udråber glædesstrålende sig selv til greve.

2.Akt - scene 1:
På kirkegården nær Moor-borgen.
  Amalia er flygtet fra Francescos glædesfest, for at græde ved sin onkels grav. Hun ser frem til at forenes med Carlo i himlen. Arminio kommer og fortæller hende skyldbevidst, at både Carlo og hendes onkel lever. Hun når kun at høre det om Carlo, før hendes glæde gør hende døv for resten af hvad Arminio kunne fortælle.
   Francesco finder hende ved graven. Han bebrejder hende at hun er gået fra festen og frier så. Hun afslår og beskylder ham for at være skyld i Carlos død. Han viser sin sande natur, og lover, at hvis hun ikke vil have ham godvilligt, vil han tvinge hende til at være sin slave og luder. Hun foregiver at fortryde sine hårde ord, men kun for at kunne snuppe hans sværd. De står truende overfor hinanden indtil Amalia stikker af.

2.Akt - scene 2:
I en skov i Böhmen.
  Røverne er samlet i skoven nær Prag. De taler om hvordan Rolla, Carlos næstkommanderende blev taget til fange og skulle hænges. Som svar satte Carlo ild på byen og befriede Rolla. Himlen bliver rød af brandskær, og kvinder og børn flygter rædselsslagne gennem skoven.
   Carlo selv, er deprimeret. Han tænker på sin tabte ære og længes efter Amalia.
   Røverne omringes af soldater og kæmper sig fri.

3.Akt - scene 1:
En anden del af skoven, nær Moor-borgen.
  Amalia er flygtet ud i skoven for at undgå Francesco. Hun er faret vild og bliver bange da hun hører røvernes stemmer tæt ved.
   Carlo finder hende. De genkender hinanden og kaster sig i hinandens arme, men Carlo undgår hendes spørgsmål. Han vil ikke indrømme sin forbindelse med røverne. De erklærer at de aldrig vil skilles igen.

3.Akt - scene 2:
Nær en ruin i skoven.
  Røverne har slået lejr. De synger om røverlivets glæder. Carlo slutter sig til dem og holder vagt mens de sover. Efter at have mødt Amalia føler han en sådan lede ved sig selv, at han overvejer selvmord. Han opgiver tanken, det er for let og uværdig en udvej.
   Arminio kommer listende hen til ruinen. Han efterlader noget mad og vil snige sig væk, men Carlo fanger ham. Det lykkes ham dog at stikke af inden Carlo har fået noget fornuftigt ud af ham, så Carlo må selv gå ned i ruinens kælder og undersøge hvad det var Arminio skulle.
   Dernede finder han en hvidhåret, gammel mand, der er tynd som et skelet. Det er Massimiliano, som alle troede var død. Han genkender ikke Carlo, men fortæller hvordan Francesco, der blev rasende over at han alligevel ikke var død, låsede ham inde i kælderen for at dø af sult.
   Carlo bliver rasende og affyrer sin pistol, for at vække røverne. Han får dem til at sværge at deltage  i hans hævn.

4.Akt - scene 1:
Moor-borgen.
  Francesco har endelig opdaget hvad det vil sige at have en samvittighed. Han sender bud efter præsten og fortæller så, rystende, Arminio om den dommedagsdrøm han har haft.
   Pastor Moser ankommer. Han er vant til Francescos ugudelighed, men denne gang finder han ham sanseløs af skræk. Moser fortæller Francesco at hans synder er så alvorlige at kun Gud selv kan tilgive dem.
   Arminio kommer styrtende og meddeler at en stor flok bevæbnede ryttere, Carlos røvere, nærmer sig borgen. Francesco stikker af.

4.Akt - scene 2:
Ved ruinen.
   Dagen gryer over skoven. Carlo, der stadig skjuler hvem han er, beder Massimiliano velsigne sig som om han var hans søn.
   Røverne vender tilbage uden Francesco. I stedet har de fundet Amalia i skoven. Hun søger beskyttelse hos Carlo og afslører ham dermed. Han må indrømme sin skyld over for sin fader.
   Skønt Amalia er rædselsslagen over at Carlo er blevet røver, vil hun gerne have ham alligevel. Røverne minder Carlo om hans troskabsed. Han indser at han er fanget af eden, men Amalia beder ham dræbe sig, hellere end at forlade hende.
  Carlo kan ikke finde på en bedre udvej, så han stikker sin kniv i hende, og går derefter sin vej, for at melde sig til myndighederne og tage sin retfærdige straf.