Verdis operaer

Giovanna d'Arco
Jeanne d'Arc
Libretto: Temistocle Solera.

   - efter Friedrich Schillers skuespil, Die Jungfrau von Orleans.
 

Operaen handler om Jeanne d'Arc og foregår i Frankrig i 1429.

Personerne er:
 

Prolog - scene 1:
En stor sal i Domrémy borgen.
   Charles VII (Carlo) har arvet den franske trone efter sin fader Charles VI, men er endnu ikke kronet.
   Siden hans tidligste ungdom har Frankrig været i krig med det mægtige England. Carlo informerer en gruppe, bestående af øvrighedspersoner, officerer og en del almindelige borgere, om, at han har i sinde at overgive sig til fjenden. Dette dramatiske skridt omtaler han selv som sin "sidste ordre". Han fortæller at han for kort tid siden, mens han var ved at bede, blev overmandet af en uforklarlig døsighed, og så den Hellige Jomfru i et syn. Hun beordrede ham til at lægge sin hjelm og sine våben under et egetræ. Dette mirakel bekræftede den unge regents ønske om at stoppe blodsudgydelserne.
   De lokale bønder fortæller, at der virkelig findes en Madonna, som den i hans syn, i en nærliggende skov. De mener at stedet er besat af onde ånder, men kongen er overbevist om at helvedes magter ikke kan findes samme sted som et helligt billede. Han beslutter at gå dertil, for at opnå Jomfruens beskyttelse af sit ulykkelige land.

Prolog - scene 2:
Skoven ved Domrémy.
  Til højre, på toppen af en høj klippe, ses en lille rå niche, der knap nok omslutter Madonnaen. Den er svagt oplyst af et tællelys. Overfor står egetræet, der bekymrer de lokale bønder så meget. Ved foden af træets stamme ses en stenbænk. Himlen er sort og truende og lyden fra en nærliggende kirkes klokke kalder folk til bøn for de døde.
   Giovanna, en fattig hyrdepige fra den nærmeste landsby, kommer til syne på klippen. Uden at lægge mærke til sin fader, Giacomo, som synes at være på vej til hulen i baggrunden, og som holder øje med hende, knæler pigen foran statuen, for at bede inderligt. Giacomo sniger sig ind i hulen, efter at have udtrykt sin bekymring over at Giovanna kommer på dette dystre sted, som den lokale overtro advarer imod.
   Giovanna afslører, under sin bøn, at hun har fået en forudanelse om at Himlen har bestemt hende til at spille en rolle i krigen. Hun beder om, så hurtigt som muligt, at få lov til at kæmpe mod englænderne, og således hjælpe med at befri sit land. Hun sætter sig på bænken og falder straks i en gådefuld søvn.
   Carlo ankommer til stedet. Som forberedelse til sine bønner lægger han sin hjelm og sine våben på det lille alter ved statuens fod.
   I sin overnaturlige drøm bliver Giovanna plaget af onde ånder. Disse får svar af et englekor som bekræfter at Giovanna er udvalgt til at redde Frankrig, blot må hun ikke hengive sig til jordisk kærlighed. Hun vågner op med et sæt og råber "Pronto sono!" (Jeg er rede!). Råbet får Carlo til at bemærke pigen, og han går hende i møde.
   Giovanna genkender ham straks. Hun tager de våben som kongen har lagt fra sig, og advarer ham om ikke at opgive kampen, idet hun forsikrer ham, at hun vil være ved hans side og lede hæren i kampen mod undertrykkerne. Kongen, der er imponeret over hendes profetiske udtalelser, viser sig villig til at acceptere hendes lederskab.
   Giacomo, der står i hulens indgang, har hørt det sidste af samtalen. Han er overbevist om at hans datters opførsel skyldes onde magters indflydelse. Han vil stoppe såvel hende som kongen, som han mener må være forhekset, men falder, og de to forsvinder ud af syne, for at sætte planen i værk.

1.Akt - scene 1:
Englændernes lejr, nær Reims.
  Franskmændene har triumferet i det netop udkæmpede slag. De fik mod ved Jomfruens eget eksempel, og de har sejret over den hidtil uovervindelige fjende.
   Englænderne, derimod, er modfaldne. De fornemmer noget overnaturligt ved denne forbløffende unge kriger, som på en enkelt dag har ødelagt resultaterne af hundrede sejrrige dage.
   En uventet gæst viser sig for Talbot og hans officerer. Det er Giacomo, Giovannas fader, med furet ansigt og pjusket hår. Han kommer med et utroligt forslag: At han samme nat vil bringe den uovervindelige kriger til dem, som fange. Selvom han er franskmand og elsker sit land, vil han hellere se sit land undertrykt end uden ære, og det er netop sådan han ser situationen. Han er overbevist om at Carlo er blevet forhekset af Giovanna, som for sin del er besat af de onde ånder som hver nat samles ved den forheksede eg. Han tror også at Giovanna er Carlos elskerinde.
   Det eneste Giacomo beder om, for at levere heksen til dem i live, er tilladelse til at lade sig indrullere som almindelig soldat i invasionshæren.

1.Akt - scene 2:
En have ved paladset i Reims.
  Giovanna er i haven. Bortset fra sine våben og sin hjelm, er hun nu klædt som kvinde. Hun anser sin mission for at være fuldendt og længes efter sin familie og de steder hvor hun færdedes i sin barndom, indtil for ganske nylig.
   Kongen, der har ledt efter hende, slutter sig til hende. Han har hørt at hun tænker på at forlade hoffet, og bebrejder hende bittert at hun kan tænke på at forlade ham netop nu. For at overtale hende til at blive, tilstår han at han elsker hende. Han har været forelsket i hende siden deres første møde i skoven.
   Giovanna bliver forvirret over kongens kærlighedserklæring og er ubeslutsom. Et øjeblik indrømmer hun at hun også er forelsket, men i det samme høres englekoret - som kun hun kan høre - det gentager advarslen om ikke at hengive sig til jordisk kærlighed. Giovanna genvinder sin beslutsomhed og den viljestyrke der kræves for at slippe ud af Carlos omfavnelse.
   Nogle mennesker nærmer sig. Det er Delil, kongens adjudant, og rigets fornemmeste standspersoner, der kommer for at gå med kongen i procession til hans kroning som skal finde sted i katedralen samtidig med sejrsfesten. Det er meningen at Giovanna skal gå i spidsen for optoget, og bære den kongelige standard. De lægger mærke til at hun opfører sig underligt, men på et tegn fra kongen fjerner de sig.
   Giovanna lader sig modvilligt overtale til at gå med, fordi det er arrangeret sådan, at det er hende, der skal krone Carlo til konge af Frankrig.

2.Akt:
Pladsen foran Sct. Denis katedralen.
  Gaderne er pakkede med jublende mennesker, der venter på det kongelige optog. Mest af alt venter man på Giovanna. Folket ved udmærket, at sejren over undertrykkerne skyldes hendes mod og lederskab.
   Endelig kommer hun. Herolder og højtstående officerer baner vej for hende. Hun viser vejen for den unge konge, hvis ankomst annonceres af trompeter. Processionen bevæger sig ind i katedralen, hvorfra man hører en hymne, der lovpriser Guds uendelige magt.
   Mængden er knap nok begyndt at spredes, da Giacomo ankommer. Han er blevet vanvittig ved tanken om sin datters indbildte ondskab og er kommet til Reims for at undsige hende offentligt.
   Kroningen er slut og Giovanna kommer til syne sammen med kongen og hans mænd. Kongen erklærer at fra nu af har Frankrig to skytshelgener, Sct Denis, og nu også denne velsignede Jomfru. Giovanna vil også en dag få en helligdom til sin ære.
   Det er for meget for Giacomo, rasende styrter han frem og beskylder kongen for blasfemi. Han præsenterer sig selv som fader til den uværdige og beskylder hende for at stå i ledtog med djævelen. Hans beskyldninger virker troværdige, netop fordi han er fader til den omstridte person. Kongen forsvarer Giovanna, men dette forværrer kun situationen, for den ulykkelige Giovanna føler sig skyldig over den svaghed hun følte da kongen erklærede hende sin kærlighed, og gør intet forsøg på at forsvare sig, selvom kongen gentagne gange opfordrer hende til det.
   Situationen bliver mere og mere truende. Giovanna, der føler sig ramt af menneskemængdens forbandelser og allerede er overbevist om sin egen skyld, kaster sig i armene på sin fader, der erklærer at hun må sone sin skyld ved at gå på bålet og udholde de flammer, der vil rense hendes sjæl.

3.Akt:
En høj klippe i den engelske lejr. På klippen står et tårn med udsigt over de omkringliggende marker.
  Ved foden af klippen står Giovanna lænket. Lidt derfra er et bål under opbygning, uden tvivl til hende.
   Kamplarmen fra et slag, der finder sted i nærheden, når frem til den ulykkelige fange, som først rykker i sine lænker, men siden indser at hun er låst fast. Gradvis tager hendes fantasi magten, og hun begynder at opføre sig som om hun atter ledte den franske konges hær. Hun forestiller sig slagets gang, kommer med opmuntrende råb og tilskynder alle til at yde deres bedste.
   Giacomo nærmer sig ubemærket og lytter opmærksomt til hende, først medlidende, siden, da han hører Giovanna påkalde Gud for endnu en gang at få styrke til at bringe sine landsmænd til sejr, forstår han at hun måske er uskyldig. Endelig er han overbevist. Han går hen til hende og løser hendes lænker, idet han beder hende om tilgivelse.
   Giovanna beder om hans velsignelse, griber hans sværd, og skynder sig afsted til slaget, hvor hun endnu en gang er den faktor der sikrer franskmændene sejren.
   Giacomo er kravlet op i tårnet og observerer slagets gang. Sejrsjubelen skifter til ængstelse og, til sidst, sorg, da det rygtes at Giovanna er blevet dræbt i kampen.
   Giovanna bæres ind på en båre til tonerne fra en begravelsesmarch. Hun rejser sig som ved overnaturlig kraft, og taler til kongen i brudte sætninger. Først erklærer hun sig uskyldig, så beder hun om sin fane, den vil hun have med sig til himlen, som bevis på at hun har fuldført sin himmelske mission - at redde Frankrig. Så ser hun igen englekoret. Denne gang byder det hende velkommen i himlen. Hendes sidste ord er et farvel til jorden og jordisk ære. Hun dør, omgivet af et himmelsk lys, mens soldaterne knæler rundt om båren med hendes jordiske rester.