Verdis operaer

Attila
Libretto: Temistocle Solera

  - efter skuespillet, Attila, König der Hunnen, af Zacharias Werner
 

Operaen foregår i Italien i år 454.

Personerne er:
 

Prolog - scene 1:
I de rygende ruiner af Aquileia.
  Attila, "Guds Svøbe", har invaderet Italien, og har netop plyndret Aquileia. Hans hunnere synger Odins og kongens pris. Attila kommer ind i triumfvogn og lykønsker dem. Til gengæld hylder de ham som Odins profet.
   Attilas bretonske slave, Uldino, er gået imod kongens ordre om at dræbe alle, og har reddet en flok kvinder der tog aktivt del i kampen. Han giver dem nu til kongen som sejrspris. Deres anfører er Odabella, datter af byens hersker som Attila har dræbt. Da Attila udtrykker sin overraskelse over deres mod, erklærer hun at italienske kvinder (til forskel fra hunnernes) altid er rede til at forsvare deres land.
   Attila, der er imponeret over hendes glød, tilbyder hende at opfylde et ønske. Hun beder om et sværd og han giver hende sit eget. Hun modtager det triumferende og sværger at bruge det imod ham selv, når hævnens time kommer.
   Da hun og hendes kvinder er gået, sender Attila bud efter den romerske udsending, general Ezio (Aetius, der året før besejrede Attila i Gallien, i slaget ved Châlons).
   Han byder Ezio velkommen som en tapper soldat og værdig modstander. Ezio beder om at tale med ham under fire øjne. Kejseren af Konstantinopel er gammel og svag, siger han, og Valentinian, som regerer i vest, er kun en dreng. Derfor foreslår han en hemmelig aftale - Attila kan få hele verden, hvis bare han selv må beholde Italien. Attila afslår tilbudet. Det er forræderi. Et folk, hvis tapreste general er en simpel forræder, fortjener at blive udrenset af "Guds Svøbe". Ezio prøver at falde tilbage i rollen som udsending fra Rom, men Attila erklærer at han vil rasere den stolte by. Ezio går i vrede.

Prolog - scene 2:
En mudderbanke i de Adriatiske laguner.
  Det er lige før daggry og en storm raser. Da den lægger sig, kommer eneboerne ud fra deres hytter og priser Gud ved et simpelt stenalter.
   Daggryet afslører adskillige både med flygtninge fra Aquileia. De anføres af Foresto, som de hylder som deres frelser. Han tænker imidlertid mest på Odabella, sin forlovede. Det var bedre om hun var død, end i kløerne på Attila.
   Solen står nu højt på himlen og Aquileianerne mener han bør tage dette som et godt varsel. Han byder dem bygge en fin ny by her mellem hav og himmel, der skal rejse sig som Fugl Phønix af asken (Venedig).

1.Akt - scene 1:
I måneskin i en skov tæt ved Attilas lejr, nær Rom.
   Odabella sørger over sin fader, hvis billede hun synes at se i de drivende skyer. Billedet skifter, så hun i stedet ser sin elskede Foresto, som hun tror også er dræbt.
   Pludselig kommer Foresto selv til syne, klædt som barbar. Henrykt skynder hun sig hen til ham, men han støder hende fra sig i raseri. Han beskylder hende for forræderi. Han har trodset utallige farer for at nå frem til hende, kun for at finde hende smilende til sin faders morder.
   Odabella minder ham om den bibelske fortælling om Judith, hun overbeviser ham om sin uskyld og sin faste beslutning om at tage hævn. Foresto beder hende om tilgivelse og de falder i hinandens arme.

1.Akt - scene 2:
I Attilas telt.
   Attila vågner med et sæt og fortæller sin slave, Uldino, om en forfærdelig drøm han har haft: Netop som han skulle indtage Rom, kom en høj, gammel mand ud og stillede sig i vejen for ham, mens han råbte: "Du er kun udpeget som svøbe overfor menneskeheden, dette er gudernes domæne."
   Attila genvinder fatningen og skammer sig over sin frygt. Han sammenkalder sine styrker. Til trompeternes klang, skal de straks begive sig mod Rom. Hæren synger Odins pris, men i det fjerne høres en helt anden hymne.

1.Akt - scene 3:
I Attilas lejr.
  En procession af kristne kvinder og børn, klædt i hvidt og med palmegrene i hænderne, nærmer sig. De anføres af den romerske biskop, Leone - den gamle mand fra Attilas drøm. Da han siger de selv samme ord, synes Attila at se Sct. Peter og Sct. Paul spærre ham vejen med flammesværd. Han gribes af rædsel og kaster sig ned på jorden mens hans hunnere ser forbavsede til, og de kristne priser den evige Guds magt.

2.Akt - scene 1:
I den romerske lejr.
  Ezio læser et dokument fra kejseren, der meddeler ham at der er indgået våbenhvile med hunnerne, hvorfor han straks skal returnere til Rom.
   Ezio er sur over denne overlegne behandling fra en barnerøv, der synes at være mere bange for Ezios hær end for Attilas. Han funderer bittert over kontrasten mellem Roms nuværende dekadence og tidligere tiders magt og ære.
   En flok af Attilas slaver ankommer for at invitere Ezio og hans kaptajner til en banket. En af dem bliver tilbage, det er Foresto, som beder Ezio have sine mænd klar til at angribe hunnerne under festen, når der signaleres med bål fra bjergene. Ezio bliver oprømt ved tanken om at kunne hævne sit fædreland. Hvis han skulle falde i slaget, vil han i det mindste blive husket som "den sidste sande romer".

2.Akt - scene 2:
I Attilas lejr, der er pyntet til fest.
  Hunnerne hylder deres konge. Trompeter melder de romerske gæsters ankomst. Netop som Attila rejser sig for at hilse dem, kommer en gruppe druider, der hvisker til ham, at Odin advarer ham mod at sætte sig til bords med sine forhenværende fjender. Han vifter dem utålmodigt til side og beordrer præstinderne til at synge og danse. De har imidlertid knap nok afsluttet deres sang, da et pludseligt vindstød slukker de fleste af de fakler, der oplyser festpladsen.
   I den efterfølgende forvirring fornyer Ezio sit tilbud om en hemmelig pagt. Attila afslår endnu en gang, hånligt. Foresto afslører over for Odabella, at Uldino snart vil byde Attila et bæger forgiftet vin. Dette, føler hun, er at snyde hende for hendes retfærdige hævn.
   Himlen bliver atter klar og faklerne tændes påny. Attila skal netop til at udbringe Odins skål, da Odabella stopper ham og fortæller ham at vinen er forgiftet. Kongen forlanger, rasende, at få at vide hvem der har gjort det. Foresto træder frem. Han vrænger ad Attilas trusler om at dræbe ham. Odabella beder om at Forestos liv må blive lagt i hendes hænder, som belønning for at have reddet Attilas liv. Attila føjer hende og bestemmer, at han i tilgift vil gifte sig med hende den dag i morgen.
   Odabella beder Foresto skynde sig at flygte. Han forsvinder efter at have svoret hævn for hendes forræderi. Hunnerne forlanger at deres konge skal genoptage krigen mod de forræderiske romere.

3.Akt:
I skoven, nær Attilas lejr.
   Foresto er alene i skoven i den tidlige morgenstund. Han venter på besked fra Uldino om, hvornår brylluppet skal finde sted. Han får at vide at bryllupsoptoget allerede er nær, og han sønderslides af tanker om, at én, så ren og smuk, skulle have forrådt ham.
   Ezio kommer styrtende ind og fortæller at hans mænd venter på signalet til at overfalde hunnerne.
   Man hører bryllupssangen i det fjerne, men nu kommer Odabella til syne, hun er ude af sig selv og trygler sin faders ånd om tilgivelse fordi hun står i begreb med at gifte sig med den mand, der dræbte ham. Foresto erklærer at det er for sent at angre, men hun hævder at hun altid har elsket ham og kun ham.
   Nu kommer Attila selv. Han leder efter sin brud. Da han finder hende sammen med Ezio og Foresto, beskylder han dem alle for utaknemmelighed og forræderi: Odabella, som han har hævet fra slaveri til dronninge - værdighed. Foresto, hvis liv han har sparet. Og Ezio, hvis by han har undladt at jævne med jorden.
   Alle tre svarer ham hadefuldt igen, og da larmen fra romernes angreb på de uforberedte hunnere høres, stikker Odabella sit sværd i Attilas hjerte.
   "Også du, Odabella," mumler han, men hans ord overdøves af romernes jublende råb. Gud, folket og kongen er endelig hævnet.